Aktuelt

13 oktober, 2023
Fra Anholt til Tunø

Vi bliver på småøerne. For DOMI Bolig har netop annonceret et boligprojekt i samarbejde med Odder Kommune.

Otte familieboliger skal opføres på Tunø. For netop almene lejeboliger er en af løsningerne på de udfordringer, som mange småøer kæmper med og mod. Bosætning er svær, hvis der ikke er tilgængelige og billige boliger.

Med mit bankende Anholt-hjerte glæder det mig STORT, at en kommune og et boligselskab har fundet en vej. Og glæden er ikke blevet mindre af, at jeg har fået lov til at bidrage med kommunikationssparring og -indsigt.

21 august, 2023
Fra tuen til Stuen

I 2022 gjorde vi drøm til virkelighed og fik etableret os med et kontor på Anholt. Øen midt i Kattegat. Så langt fra alting. Her er plads til fordybelse. Og ro!. Her kommer jeg til at sætte flere ord sammen til nye fortællinger.

Men – men. I sommerugerne er øen et ferieparadis. Så mest for sjov omdannede vi i juli tuen til Stuen. Et familie-projekt med kærlighed og gå-på-mod. Og øgæsterne kvitterede med nogle fantatiske aftener. Fyldt med fællesang og fest. Følg med på Instagram.

Nu har roen sænket sig. Men vi glæder os til næste sommer.

25 september, 2022
Tillykke med fusionen!

Fusion rykker Ambition og NexusOne op blandt de stærkeste danske data- og tech-fokuserede digitale bureauer. Tillykke!

NexusAmbition er den nye dreng i klassen. Og med nu 75+ medarbejdere også på vej ind i voksenalderen. Det digitale powerhouse fylder mere og mere på Esplanaden i Kbh, og kundeporteføljen vokser fortsat.

At omsætte de mange indforståede bogstavforkortelser og digitale buzzwords til hverdagssprog er både en udfordring og fornøjelse.

16 september, 2022
Udsolgt. Fuldt hus. Fedt!

Alt udsolgt: Investorer og boligkøbere er så vilde med Nicolinehus, at der nu er venteliste til mange boliger i det markante byggeri på Aarhus Ø
Nicolinehus er historien om en vision, der blev til virkelighed – stort set 1 til 1. Og hvor alle 181 ejerlejligheder nu er solgt, og hvor resten af bygningerne er solgt til Formuepleje. Det er også fortællingen om et byggeri i milliardklassen, som i et par år var Danmarks største boligbyggeri. Leveret til tiden, og som foruden boliger har bragt hverdagslivet med butikker og snart en markedshal ind i hjertet af Aarhus Ø.
Det har været en kæmpe udfordring og fornøjelse at være med til at levere fortællingen sammen med BRICKS

03 september, 2022
Samfundsansvar og sund fornuft

Socialt ansvar handler ikke alene om at bygge billige og gode boliger. Det handler også om at tage ansvar for vores omgivelser, beboerne, der flytter ind, vores medarbejdere og for vores miljø.
I sensommeren 2022 udgav Sundby-Hvorup Boligselskab en  ’Hvidbog om samfundsansvar’. Her har vi samlet og beskrevet, de mange forskellige områder, hvor samfundsansvar er en integreret og naturlig del af boligselskabets hverdag.
Jeg tillader mig at skrive ‘vi’. Sammen med dedikerede medarbejdere og beboerrepræsentanter har jeg nemlig fået lov til at drive processen og levere ordene. Det giver mening.