Gemte øjeblikke

Jeg samler på gode minder og nedslag fra mit arbejdsliv. Gemte øjeblikke, som fortæller lidt om, hvad jeg brænder for, hvem jeg er som kommunikationspilot, og hvad du kan forvente, hvis vi skal arbejde sammen.
04 juli, 2026
Pressemeddelelsen er ikke død

Den traditionelle pressemeddelelse og ensidige fokus på at sikre sig spalteplads som det bærende i en kampagne- eller lanceringsstrategi holder selvfølgelig ikke længere, i en tid hvor sociale medier er (gen-)vejen til forbrugere, borgere og beslutningstagere.

Ikke desto mindre bør man fortsat overveje hvornår og hvordan pressen skal indtænkes i ens kommunikationsstrategi.

Det viser tre meget forskellige cases fra de seneste måneder, hvor jeg har stået for kommunikationsplan (og pressehåndtering):

  • Højbjergklinikkens åbning Aarhus Ø fik helsidesomtale i JP Aarhus
  • BRICKS og Raundahl & Moesby’s planer for et nyt boligområder i Aarhus fik massiv dækning i dags- og fagpresse
  • Salling Fondenes donation på 20 mio kr. til fremtidens bydelshus ved Bellevuehallerne i Risskov blev forsidestof på Stiften.dk

For alle tre gælder, at vi med den positive medieomtale har opnået dels en øget spredning af de gode budskaber og dels en troværdig reference i vores videre kommunikationsarbejde.

12 juni, 2026
Beboerdialog i ’forsamlingshuset’

I forsommeren har jeg haft fornøjelsen at være sammen med beboere fra tre boligområder i Slagelse Kommune.

I samarbejde med det boligsociale team inviterede vi til beboerdialog i Forsamlingshuset (tre aftener i tre boligområder).

Et nyt bud på at fremme den demokratiske samtale. På tværs af beboergrupper og interesser.

Med måltidet som den gode ramme for en snak mellem naboer – og forsamlingshusets uformelle tone, som fundamentet for ideudvikling og meningsudvekslinger om, hvordan hver enkelt – eller grupper af beboere – kan bidrage til nye aktiviteter.

Det bedste ved det hele var, at mange ideer blev til konkrete aktiviteter. Nærmest på dagen.

Mit ydmyge bidrag var blot at smitte med smil og fastholde den gode samtale. Og smiler – det gør jeg stadig.

28 april, 2026
350 helte samlet i Odense

Hatten af for de mere end 350 fagpersoner, som i sidste uge var samlet to dage i Odense til Boligsocial Konference. Alle gør i hverdagen en kæmpe indsats for at understøtte og hjælpe gode fællesskaber og aktiviteter på vej. I store og små boligområder over hele landet.

En slags hverdagens helte, som knytter bånd og skaber grobund for positive forandringer. Også når naboskabet er udfordret af polarisering eller manglende engagement.

Jeg havde endnu engang fået opgaven at holde styr på de mange indlæg, debatter og spørgsmål fra salen.

Tak til Boligsocialnet for to lærerige dage.

07 marts, 2026
Hva’ F… er AFUK?

AFUK = Akademiet for Utæmmet Kreativitet = En daghøjskole og meget, meget mere, midt i København. Med lokaler i en gammel sporvognsremise på Enghavevej (det er ikke sidst gang jeg kigger indenfor).

Jeg var her, fordi BoligsocialNet havde inviteret til Strategisk Forum. En årligt tilbagevendende begivenhed, målrettet bestyrelserne fra de mange boligsociale helhedsplaner, som rundt omkring i landet er med til at skabe, støtte og hjælpe mennesker til bedre liv.

Og jeg var bedt om at holde styr på dagens mange indlæg, paneldebat og spørgsmål fra de 100+ deltagere.

Tænk hvilket privilegie at stå her på første række og høre kloge folk byde ind med deres viden.

At skabe den gode stemning, de gode rammer for dialog og debat. Og ro – når der brug for det – den rolle har jeg efterhånden påtaget mig en del gange.

 

Foto Lars Græsborg Mathiasen

16 februar, 2026
Gør budgettet til mødets højdepunkt

Hvis man bor til leje i en almen boligorganisation, får man hvert år en invitation til det årlige afdelingsmøde. En central dag i beboerdemokratiet, og mødet, hvor beboerne blandt andet skal godkende huslejen for det kommende år. Eller rettere budgettet for det kommede år.

Budgetgodkendelsen er sjældent mødets højdepunkt. Og det er en skam.

Gennem de seneste år har jeg rejst rundt med budskabet om, at budgettet faktisk kan være en af nøglerne til at puste nyt liv i beboerdemokratiet. Det lyder skørt – men på egen krop (i min tid som afdelingsformand) og siden som rådgiver for flere boligorganisationer og den heldige underviser på BL’s kurser i formidling af afdelingsbudgettet, har jeg oplevet, at når vi dropper kontoplanen og i stedet retter fokus på de (få) dele af budgettet, som gør en reel forskel for beboerne, og hvor det at bo alment adskiller sig markant fra privat udlejning – så vågner forsamlingen. Og rygtet løber, og året efter dukker flere op.

Det er en øvelse, der både kræver forandringsparathed i administrationen og hos de beboervalgte afdelingsbestyrelser. Men resultaterne er markante.

Senest har jeg for en boligorganisation oplevet, at man gennem de seneste 2-3 år har fået knap halvdelen af afdelingsbestyrelserne til at præsentere budgettet selv på afdelingsmødet. Og pludselig er ejerskabet og engagementet blandt beboerne et helt andet.

For boligorganisationen betyder det, at de får en medspiller i afdelingsbestyrelsen. For beboerne giver den almene nonprofit-model for alvor mening.