Ikke kategoriseret

04 maj, 2015
Gode historier om efteruddannelse af medarbejdere

I den seneste udgave af VEU-center Østjyllands nyhedsbrev har Line været på besøg hos de to produktionsvirksomheder Nexans og SP Moulding i Juelsminde. De er gået sammen om at tilbyde deres medarbejdere Forberedende Voksenundervisning (FVU) for at ruste dem til en foranderlig virkelighed på arbejdspladsen. Det er smart. Og så var det oven i købet ganske gratis at få VEU-konsulenten til at organisere det hele.

30 april, 2015
Spin In-afslutning

Andres deltog i panelet, da Aarhus Universitet havde inviteret til afslutningskonference om projektet Spin-in, hvor etablerede virksomheder kobles sammen med iværksættere. Resultaterne fra projektet har været overbevisende. Endda så gode, at Industriens Fond har bevilget støtte til et Spin-in vers. 2.0. Selv har vi haft fornøjelsen af at være koblet sammen med web- og vækstraketterne Hoeks, som buldrer afsted som et af byens succesfulde onlinebureauer. (ps. Hoeks har også fået lov til at implementere vores hjemmeside)

23 april, 2015
AlmenKOM-netværket laver iPhonefilm

Gennem de seneste år har vi faciliteret netværket AlmenKOM, der er målrettet kommunikationsmedarbejdere i almene boligorganisationer. Her udveksler vi viden, erfaringer og klæ’r hinanden på til hverdagens udfordringer. Sæsonen sluttede i dag med et heldagsarrangement, hvor vi i samarbejde med vores venner fra Clickfilm leverede et kursus i levende billeder. Faktisk billeder optaget på iPhone, men redigeret så kvalitet, lys og lyd er gode nok til nettet. Apropos – så kan du her se en lille iPhone-film, vi har lavet for Grenaa Havn (vi skulle jo alligevel lave et interview til havnens magasin – så hvorfor ikke skyde en video til deres Youtube-kanal).

22 april, 2015
Kick off på helhedsplan Skanseparken

Det var saftsusme en god start på et lovende renoveringsprojekt. Totalentreprenør-teamet, der skal stå for renoveringen af djursBOs afdeling Skanseparken i Ebeltoft, havde inviteret til kick off med alle implicerede parter: Fra boligorganisationen, bygherrerådgivere, kommunikations-ditto (ja – vi var også med). En rigtig god anledning til at få hilst på hinanden og afstemme forventninger. Respekt til Jorton, RUM og Møller&Grønborg for initiativet (også at vælge Molskroen som ramme). Vi skal forsøge at leve op til de gode takter, når vi i den kommende tid skal stå for beboerkommunikationen.

10 april, 2015
Udvidet samarbejde med Dansk Byggeri

Gennem en årrække har vi haft æren af at producere og udgive Dansk Byggeris kursusguide Fremskridt. Siden april har brancheorganisationen så sandelig fået øjnene op for vores fleksible outsourcing-model. Ja – faktisk var vi lige ved at miste pusten, da vi allerede et døgn efter, at Andres havde aftalen med hjem i toget, havde fået de første fem opgaver ind i vores projektstyringssystem. Men det ruller, og vi løser, næsten dagligt, små og hurtige opgaver, som hver især er med til at løfte Dansk Byggeris medlemskommunikation. Tak for tilliden!