Gemte øjeblikke

Jeg samler på gode minder og nedslag fra mit arbejdsliv. Gemte øjeblikke, som fortæller lidt om, hvad jeg brænder for, hvem jeg er som kommunikationspilot, og hvad du kan forvente, hvis vi skal arbejde sammen.
14 oktober, 2024
Vi har samlet byen og skabt et nyt fælles brand

Drømmen om at samle byens håndboldforeninger omkring en almennyttig fond og uden skelen til klubfarver. er nu blevet til virkelighed.

Jeg har været ansvarlig for hele brand-fortællingen, og inden sæsonstarten lavede jeg et magasin, som over 48 sider i ord og billeder fortæller historien om et nyt fællesskab, der står på et solidt fundament i form af Aarhus Håndbold Fonden.

> Du kan læse hele magasinet her

01 april, 2024
Beboerne sagde ja – trods alt

Beboerne i Sundby-Hvorup Boligselskabs afdeling 3, havde allerede tilbage i 2021 sagt ja til den helhedsplan, som med støtte fra Landsbyggefonden, skal bringe de klassiske rødstensblokke med 541 boliger op til nutidens (og fremtidens) standarder. Men inflation og renteniveau blev en snubletråd, da det store renoveringsprojekt med et budget på 262 mio. kr. blev sendt i licitation.

Derfor skulle helhedplanen genåbnes – og efter en åben proces med involvering af afdelingsbestyrelse og beboere hen over vinteren, fik boligselskab, tekniske rådgivere og Landsbyggefonden tilpasset planen.

I respekt for den oprindelige beslutning skulle beboerne kort før påske godkende planen (endnu engang). Og dermed rundede vi også 20 nyhedsbreve, som siden 2015 har sikret, at alle beboere har været orienteret og involveret i den komplicerede sag. Beboerne kvitterede med et overbevisende ja tak (134/16).

Et forløb som dette forudsætter nemlig, at boligselskabet hele vejen involverer og orienterer. Og sørger for, at alle beboere er trygge ved, at vi alle sammen arbejder for at få det bedste resultat. Det har været en fornøjelse at være med som kommunikationspilot på hele turen.

22 marts, 2024
Alle spiller en rolle. Men spiller I hinanden gode?

Boligselskabet Fruehøjgaard i Herning kigger ind i fremtiden. Målsætninger om bæredygtighed, beboertilfredshed og boliger ude tomgang skal nås ved at tænke nyt, og ved at involvere beboerne.

Jeg har fået lov til at levere lidt brændstof til processen ved at invitere først afdelingsformænd, og seneste alle afdelingsbestyrelsesmedlemmer til temaaftener, hvor vi satte lommelygten til at lyse på alle de områder, hvor de som beboerrepræsentanter kan gøre en kæmpe forskel (når man kender – og anerkender – rollerne i det almene beboerdemokrati). Det blev nogle skønne dage, som lover rigtig godt for Fruehøjgaard visioner.

Billedet her har en del år på bagen. Men jeg havde det med på møderne. Det er fra min families skønne tid i Kildehøjen. En boligafdeling, hvor vi – med respekt for hinandens forskelligheder og roller i boligforeningen – havde en enestående hverdag for børn, unge og ældre. Og hvor vi med beboerdemokratiet som drivkraft fik forvandlet nye, vilde, skøre og skæve ideer til positive forandringer.

Jeg puster også gerne ild i jeres beboerdemokrati…

04 februar, 2024
Nyhedsbreve til beboerne

Hvad sker der i boligorganisationen? Hvordan går det med nybyggerierne og renoveringsplanerne. Hvad sker der ude i afdelingerne? Er der ledige boliger? Transparent og tydelig kommunikation til beboere, boligsøgende og boligorganisationens mange samarbejdspartnere er en opgave, der hurtigt spreder sig ud på mange kanaler.

E-nyhedsbrevet er en effektiv og enkel kanal. Og med gode muligheder for at følge modtagernes interesser og adfærd, giver den også nye muligheder.

Jeg har hjulpet flere boligorganisationer med at opbygge skabelon, plan for udgivelse, gennemgå datasikkerhed mm. Og uden undtagelse har resultaterne overgået selv de mest optimistiske forventninger. Åbningsrater på 50-60% og markant øget trafik til relevante landing pages.

Små skridt kan gøre en stor forskel!

20 december, 2023
Bogen om BRICKS

2023 bød på store forandringer i projektudviklingsselskabet BRICKS. Med skift i ejerkreds og udsigt til helt nye projekter var tiden kommet til en opdatering af virksomhedens ‘brandbook’.

De kreative hoveder fra Adasense lagde nyt kreativt krymmel ud over bogen, og jeg fik mulighed for at gennemskrive bogen. Lækkert!